Information om spiral

Forundersøgelse og oplægning:

Hvis du skal have oplagt en spiral, skal du først have tid til forundersøgelse. Her får du lavet gynækologisk undersøgelse og bliver eventuelt testet for klamydia og gonoré ved podning. De anatomiske forhold vurderes. Vi vurderer her om vi kan oplægge spiralen hos os – eller om det forventes at være vanskeligt. I sidstnævnte situation vil du blive henvist til en gynækolog m.h.p. oplægning.

Hvis du skal have oplagt spiralen hos os efterfølgende, skal du enten have tiden tildelt i forbindelse med forundersøgelsen – eller ringe og bestille tiden telefonisk da vi afsætter dobbelttid til spiraloplægning. Dobbelttid kan ikke bookes on-line.

 

Tidspunkt for spiraloplægning:

En spiral uanset type (hormon eller kobber-spiral) skal oplægges umiddelbart efter en menstruation.

Årsagerne er:

  • Vi skal sikre at du ikke er gravid på oplægningstidspunktet, idet en graviditet der er under 2 uger gammel ikke kan påvises ved graviditetstest og
  • Oplægning på dette tidspunkt reducerer forekomsten af pletblødninger de første måneder efter oplægning.

 

Hvis du ikke menstruerer, f.eks fordi du ammer, kan spiralen oplægges på et hvilket som helst tidspunkt, dog skal du sikre dig at du IKKE har haft ubeskyttet samleje i 2 uger før oplægningen og du skal have foretaget en graviditetstest umiddelbart inden oplægningen.

 

Du må ikke have menstruation på oplægningsdagen (pletblødning i slutningen af menstruationen er OK).

 

 

Risiko for komplikationer i forbindelse med spiraloplægning:

Smerter:

Oplægning af spiral kan være ubehageligt og nogen synes det er smertefuldt. Vi anbefaler at du ca. 30 minutter inden oplægningen tager ipren 400 mg (f.eks. 2 tabletter á 200 mg som kan købes i håndkøb). Smerten kan bedst sammenlignes med en meget kortvarig menstruationssmerte.

Blodtryksfald:

Den hyppigste komplikation til spiraloplægning er blodtryksfald, der kan føre til besvimelse. Dette kan ske op til 30 minutter efter oplægningen. Skulle det ske vil vi lægge dig ned og du får lidt at drikke og spise. Du forbliver i klinikken til du har det godt igen.

Du skal derfor forblive i klinikken 30 minutter efter oplægningen og må ikke have børn med til undersøgelsen, da vi ikke har kapacitet til at passe dem for dig hvis du skulle blive så utilpas at du ikke kan passe dit barn.

Vi kan ikke forudsige hvem der får blodtryksfald efter spiraloplægningen. Hyppigheden af blodtryksfald er den samme uanset om spiralen oplægges hos os eller hos en gynækolog.

Det kan være en god ide at tage fri resten af dagen så du kan slappe af hjemme efter oplægningen.

Infektion:

Sker yderst sjældent. Infektion skyldes typisk en uerkendt klamydiainfektion – det er derfor vi tester dig inden oplægningen hvis det er relevant.

Når du har fået lagt spiralen bør du undlade samleje uden kondom i 3 dage efter oplægningen og du bør undlade at gå i svømmehal eller bade i havvand.

 

Perforation af livmoderen:

Sker yderst sjældent. Statistisk sker det i 1-3 ud af 1000 spiraloplægninger. De få situationer hvor det sker, er typisk hvis spiralen oplægges indenfor de første måneder efter en fødsel.

 

Bivirkninger:

For alle spiraltyper kan der forekomme pletblødninger i månederne efter oplægningen. Hyppigheden af pletblødninger er mindst, når spiralen oplægges umiddelbart efter menstruationen.

Specielt for kobberspiral: styrken af menstruationen øges ca. med 50%.

Specielt for hormonspiral: Reduceret styrke af menstruationen. Ca. 10% ophører helt med at menstruere. Få patienter oplever hormonelle bivirkninger i form af let acne og brystspænding. Der er let øget forekomst af godartede cyster på æggestokkene. De giver typisk ingen symptomer.

Begge typer af spiraler kan udstødes. Af uvisse årsager opdager kvinder ikke altid når spiralen udstødes – formentlig fordi spiralen kvitteres i toilettet under toiletbesøg. Du kan selv kontrollere om spiralen er på plads ved at mærke efter. Spiraltrådene kan føles i toppen af skeden – de føles som fiskesnøre.

I sjældne tilfælde kan manden mærke at spiraltrådene stikker under samleje. Vi kan da typisk justere trådlængden i forbindelse med en gynækologisk undersøgelse.

 

Forsigtighedsregler:

Når du har spiral bør du undlade at benytte menstruationskop.

Spiraler beskytter ikke mod kønssygdomme. Særligt klamydiainfektioner kan forløbe mere alvorligt hos kvinder med kobberspiral da infektionen kan ”vandre op langs trådene” og sprede sig til livmoder og æggeledere.

Klamydia og gonoréinfektioner kan være helt symptomfri. Hvis du har haft ubeskyttet samleje med ny partner, bør du derfor sikre dig at blive testet ca. 2 uger efter for at få behandlet en eventuel asymptomatisk infektion i tide.

 

Andet praktisk:

Kobberspiraler har vi på lager i klinikken. Du betaler for spiralen efter oplægningen.

Hormonspiraler udstedes på recept. Du køber selv spiralen og medbringer den til konsultationen.

 

Checkliste på selve dagen:
Du må ikke have menstruation på oplægningsdagen (pletblødning i slutningen af menstruationen er dog OK.

Husk at sikre babysitter (du kan ikke have barn med og skal forbliver i klinikken minimum 30 minutter efter oplægningen).

Husk at medbringe en eventuel hormonspiral.

Husk eventuelt at tage smertestillende inden konsultationen.

Husk at du skal forblive i klinikken 30 minutter eller længere efter oplægningen, så afsæt god tid.